Hjemmeplejen

Det ligger i tiden, at vi hver især har nok i os selv. De individuelle præstationer tæller oftest mere end evnen til og værdien af at samarbejde. Vi er blevet et JEG samfund i stedet for et VI samfund.

Fællesskabet og fællesskabsfølelsen er under opløsning, netop fordi den individuelle præstation valideres højere. Der er ikke længere prestige i at “høre til”, men i højere grad at pleje sine personlige interesser.

Dette gælder også i samarbejde, som i dag nærmest opleves ikke-eksisterende, hvilket i sidste ende vil udmønte en konsekvens hos borgeren.

Der opleves en tendens til flugt fra primærsektoren, specielt fra faggrupper som SOSU hjælperne og SOSU assistenterne, der ellers via deres uddannelse har fået den ønskede indsigt og viden, der har været så vigtige for dem for at kunne udføre et meningsfuldt og givende arbejde.

Begreber som ansvarlighed, ligeværdighed, respekt, indlevelse, ordentlighed, samarbejde og tværfaglighed, tillid og kontinuitet er alle faglige og flotte ord, som dog med tiden desværre har mistet sin oprindelige essens og betydning, fordi de siver igennem folks bevidsthed uden tanke på, hvad de egentlig betyder og indebærer.

Indhold og ægthed er ikke længere vedkommende. Men hvad indebærer disse begreber så egentlig.

Ansvar/Ansvarlighed.

  • juridisk og moralsk forpligtigelse til at stå inde for det, jeg kan og gør, og med respekt og ligeværdighed overfor andre personer.
  • Hvis der er ønske om modne og ansvarlige medarbejdere, så skaldisse også behandles sådan.

Respekt.

  • At vise anerkendelse over for nogen eller noget. Alle har krav på og alle er berettiget til at blive mødt med respekt. At vise respekt er at opføre sig ordentligt overfor andre, så har man også respekt for sig selv.
  • Respekt og anerkendelse af faggrupperne.
  • Være i stand til at tilsidesætte sig selv.

Tillid

  • en stærk følelse af at kunne tro /stole på eller regne med noget eller nogen.
  • At stille krav er også at vise tillid og tro på, at medarbejderen eller borgeren kan udføre en opgave mhp faglig som personlig udvikling.

Ligeværdighed.

  • Nok er alle ikke ligestillede, men alle er til enhver tid ligeværdige uanset faglighed, alder, race, køn, sygdom og seksualitet. Heri kommer respekten og ansvaret for et andet menneske også til udtryk.

Ordentlighed.

  • en opførsel, der er i overensstemmelse med gældende moralske normer, som også indbærer respekten overfor de mennesker, vi møder på vores vej.

Indlevelse.

  • Evnen til at sætte sig i et andet menneskes sted og arbejde ud fra dennes normer, værdier, ressourcer og behov. Indlevelse kan kun praktiseres med respekt, ordentlighed og ligeværdighed.

Tværfaglighed.

  • inddragelse af og samarbejde mellem flere fag/faggrupper ud fra konceptet, at alle har kompetencer dog på forskellige ansvarsniveauer. Her ligger uddelegeringen med en stor garanti for faglig og personlig udvikling med ansvar, respekt og ligeværdighed som en naturlig effekt. Et godt arbejdsmiljø, og et sundt og trygt miljø for vore borgere.

Etik.

  • Læren om moral. Hvilke handle- og tænkemåder, der grundlæggende er rigtige og forkerte, eller gode og dårlige. (ikke enten eller.)

Samtlige disse begreber ville, hvis de brugtes ærlige og med ægthed være medvirkende til sundere, mere meningsfyldte og ansvarsfyldte arbejdsmiljøer for personale og borgere i hjemmeplejen.

Vi ser gang på gang ledige jobbeskrivelser med netop disse højt prioriterede værdier. Men virkeligheden opleves ikke altid sådan, når stillingen er blevet besat. Her kan så også konstateres, at begreberne bruges uden sand forståelse.

Uddannelserne.

Uddannelserne inden for social og sundhedsområdet har de sidste 20 år ca gennemgået mange ændringer. Vi taler grupperne fra husassistenter, hjemmehjælpere, sygehjælpere, plejehjemsassistenter, plejere og nu social og sundhedshjælpere samt social og sundhedsassistenterne. (Sygeplejegruppen fungerer som et selvstændigt organ i hjemmeplejeregi med selvstændig gruppering samt egen leder mm.)

Hvis der skal tales om udviklingen og forbedringen af disse uddannelser de senere år, er det eneste brugbare ord nedgradering. Fra faggrupper, der havde kompetencer og stor faglighed med udsigt til yderligere udvikling og ansvarstagen set ud fra datidens normering og gruppering, opleves nutiden nye faggrupper med mindre og mindre kompetencer og selvtænkende muligheder. SOSU hjælperne har stor set afløst husassistenterne, og groft sagt, så har SOSU assistenterne afløst hjemmehjælperne. Man kan undres over, hvad Social og Sundhedsassistenterne skulle med en autorisation, udover at kunne sige fra, hvis man pålægges at udføre en opgave, man ikke tidligere har haft i hænderne. Hvad er dette værd som medarbejder. Hvad er dette værd i en uddannelse. Og hvor er respekten og anerkendelse af faggrupperne og deres faglighed, når kompetencer og ansvarsområder hele tiden nedjusteres. Det handler vel om at kunne bruge sin uddannelse maximalt, at tilegne sig god selvfølelse og værd i ens arbejde, så er muligheden netop stor og tilgængelig for, at ovennævnte begreber i den grad giver ejerskab. Faggrupperne er jo brugbare og højt skattede, når der skal løbes hurtigt, hvis sygeplejegruppen ikke kan nå omkring deres arbejdsområder i vagterne. Men i næste vagt er det ikke muligt at udføre samme opgave. Manglende stimulation, mistet motivation og for lavt ansvarsniveau har altid en destruktiv betydning for trivsel oplevelsen. Hele tiden at være afhængig af, at en` faggruppe bestemmer hvad og hvornår, der må udføres en given opgave er ydmygende for ens egen faglighed. Især set i lyset af, at arbejdsområder, der kan uddelegeres kan give større effektivitet og tilfredshed for personalet men i den grad også for borgerne. Det skal helst ikke handle om at få lov, men det skal handle om at bruge ens uddannelse maximalt.

Ex. Opstart af medicinsk behandling, det være sig mod eksem, behandling for urinvejsinfektion etc skal altid og kan kun foretages af sygeplejersken. Den herefter videre uddelegering til assistenten skal være til stede, som en skriftlig anvisning. (Det sker desværre, at disse anvisning ikke foreligger, men i så fald opfordres assistenten til at udføre opgaven alligevel. Ugen efter kan der derimod ikke gives tilladelse uden anvisning.)

I disse og lignende situationer er borgerens behandling fuldstændig afhængig af, at sygeplejersken har tiden.

Alle er vel bekendte med, at når en gruppe tilsiges total magt, så bliver suveræniteten ikke anerkendende og ligeværdig. I alt dette vil borgeren aldrig kunne opleve den gode følelse af at være i centrum, at være tryg, at være respekteret, at mærke andres ansvar eller at have tillid til systemet.

Der er mange faglige kvaliteter ude i hjemmeplejen. Lod man dem gøre, hvad de kan og er uddannet til, så ville det være spændende at arbejde i faget, og der ville garanteret ikke ses så stor en flugt fra erhvervet.

Ud fra ældre/tidligere uddannelse af fagpersonale, ses markante forringelser i uddannelsen af de faggrupper, der er i daglig kontakt med borgere på personlig pleje og omsorgs delen.

For SOSU hjælpernes vedkommende er det bla ikke længere i

kompetencefeltet

  • at hjælpe borgere med påtagning af støttestrømper/kompressionsstrømper (TED)
  • at dosere flydende ordineret laksantia.
  • at give doseret medicin til borgerne (ikke i alle kommuner)

Elementære opgaver, der kunne effektivisere tid hos både personale og borgere.

Set i lyset af, at sygehjælperuddannelsen med dens mange fagligheder udgik, ville det være oplagt, at SOSU hjælperuddannelsen via uddannelse naturligt kunne overdrages nogle af de mange kompetente færdigheder.

For SOSU assistenterne, ses i dag en sygeplejefaglig uddannelse, hvori er indbygget mulighed for uddelegerede opgaver. De uddelegerede opgaver kræver oplæring, desværre er denne oplæring borgerrelateret, hvilket vil sige, at 2 borgere med samme behov ikke kan hjælpes af samme personale, hvis assistenten kun er oplært til opgaven hos den ene. Det kunne være insulingivning, stomipleje mm.

Modsat den tidligere Plejehjemsassistent uddannelse, foregik oplæring i sygeplejefaglige opgaver i praktikforløbet, og oplæringen blev efterfølgende praktiseret generel og ikke borgerrelateret.

Daværende plejehjemsassistenter havde ud af mange kompetencer, også kompetencen til at oplære daværende sygehjælpere og daværende hjemmehjælpere, med øget ansvar og udvikling til følge.

Plejehjems assistenterne havde ingen autorisation, men kompetencerne til medicindosering, opstart af behandlinger, subcutane og intramuskulære injektioner, og meget meget mere.

I dag løftes SOSU assistent uddannelsen til et niveau, der ikke altid er/opleves realistisk, når de er færdiguddannede. Derfor kan opfattelsen af kvaliteten af assistenterne, der skal varetage ældreplejen ofte fremstå ikke betryggende.

Den kliniske prioritering af medicinlære og medicinadministration er væsentlige nedprioriteret ift tidligere uddannelse. Dette er også en af grundene til, at fordelingen af ansvar og kompetencer rent praktisk er uhensigtsmæssige og resulterer i en gidseltagning af borgerne.

Assistenten må ikke røre en finger før sygeplejersken har været omkring. Og kan sygeplejersken ikke finde tiden, kan det ende ud i, at indlæggelse bliver resultatet, netop fordi assistenten ikke anses for at være faglig kompetent. Så hvor er vigtigheden/betydningen af en autorisation.

En opfordring/mulighed kunne være at arbejde på en revision af de 3 niveauer, kompetenceprofilerne, så alle faggrupper kan opleve en oprigtig værdi i arbejdet med vore borgere og personalet værdsættes ud fra en udviklende hierarkisk opdeling i stedet for den nuværende begrænsede.

Husk, at i dag kan SOSU hjælpere og assistenter stort set kun udføre det, den ansættende myndighed/kommune giver tilladelse til.

Klæd SOSU assistenterne og hjælpere bedre på, så bureaukratiet kan mindskes, og tiden bruges optimalt og mere helhedsorienteret hos borgerne, og til alles tilfredshed. Og lad dem tænke selvstændig og stå til regnskab.

Hjemmeplejen i dag kort skitseret.

Mange, der har mødt hjemmeplejen i egen bolig, husker mest de negative erfaringer. Her et lille udpluk.

  • mange forskellige medarbejdere, hvoraf nogle ikke kan besvare spørgsmål, da det ikke ligger i deres kompetence;
  • gardiner, der ikke kan trækkes for, når borgeren skal i seng, da det åbenbart er en tillægsbevilling;
  • toiletstole, der efter regler skal placeres ved sengen,hvor hovedgærdet befinder sig.
  • plejeopgaver, der skal udføres af flere faggrupper, hvorfor borgeren ex må forblive i sengen til den kompetente faggruppe har tid til at komme og færdiggøre opgaven, (opstart medicinsk behandling ex mod eksem)
  • en` faggruppe kan ikke udføre hjælp til personlig hygiejne, da faggruppens kompetencer overstiger dette;
  • invasion af regler og regelrytteri og ofte manglende respekt for, hvordan boligen efterlades efter endt pleje.
  • manglende eller glemt kommunikation mellem borger/pårørende og medarbejder. Ex afh af medicin på apoteket
  • medarbejdere, der har så mange besøg på en vagt, at der tilbagelægges uforsvarligt mange kilometer. Og kan det overhovedet nås med hastighedsbegrænsningerne.
  • Eksempler på, at pårørende oplever at blive mødt som forstyrrende elementer.

Udfra ovenstående er det vel forståeligt nok, at nutidens hjemmepleje giver indtryk af at være ineffektivt med manglende forståelse for de flotte værdier. Det skal dog også nævnes, at der er medarbejdere, der tager fagligt del i og med god ordentlighed tager ansvarsfølelse på sig og på værdig måde evner opgaverne hos vore borgere.

Fremtidig model for hjemmeplejen.

Er udfordringen for en kommune for stor til at turde lave en model for “egen hjemmepleje”, hvor tilfredsheden som borger og medarbejder vægter mest og giver størst afkast i form af bedre arbejdsmiljø, færre sygedage og faglig udvikling. Skal kommunens egen “hjemmepleje model” absolut ligne andre kommuners, og skal alle kommunens centre og afdelinger absolut være ensartet.

Det er afprøvet før, men det ligger langt tilbage, da plejecentrene havde egen økonomi og dermed også eget ansvar. Kreativiteten blev udfordret, og resulterede i sidste ende i en meningsfuld arbejdsdag for alle involverede. Det satte blus under den enkelte medarbejders ansvarsfølelse ikke blot for centret, men også for samarbejdet faggrupperne imellem samt tilgangen til borgerne. Da kunne faggrupperne selv uddelegere dagens arbejde uden stopur og fastlagte tider for længden af tandbørstning, toiletbesøg og andet, og dette uden mellemledere til at varetage denne funktion.

Decentralisering og ikke ensretning må være fremtidens bud på en ordentlig og værdig hjemmepleje. Hvis de privatejede plejecentre formår at byde ind til dans med kreativitet, tilfredshed og ventelister på både medarbejdere og borgere, og med lovgivningen i hånden, så kan kommunerne vel også. Kunne det ikke være en kommunal stolthed at vise og fortælle, at ved at turde, så kan tingene kan gøres bedre og med så mange positive resultater. Lad os få forskellighederne ind på hvert områdecenter, forskellige ledere og medarbejdere, hvor de dog tilsammen arbejder mod samme mål, at opnå glæde i arbejdet og give fuld social og sundhedsmæssig tilfredshed til borgerne, men ud fra områdecentrenes egen målsætning. Og lad centrene operere i eget felt med de penge, der er tildelt.

Lad faggrupperne blive opgraderet, eller tilbage deleger, så de kan varetage opgaver i “eget Hus” det være sig vagtskema, opgaven som ble konsulenter, opgaven som demenskonsulenter, forflytningsvejleder, supervision, sparring og mm. Antal relevante sygeplejefaglige stillinger til hvert områdecenter i hver vagt så er ringen sluttet med fuldstændig kapacitet og sundhedsfaglig opfyldning af krav. Der kan spares lønninger på denne model for tænkningen overlades til de, der bevæger sig i det “Hus”, hvor de føler tilknytning og har ejerskab i alles interesse og overlevelse.

Værdisættet ville uden tvivl se helt anderledes ud.

Praktisk

Til den nuværende og eksisterende visitation i eget hjem/ældrecenter, skal vedlægges skriftlig vurdering, der dækker den ældres behov/ønsker inden for rimelige rammer. Det være sig ex indbo. Genkendelsen af, stadig at være i eget hjem er altafgørende hos enhver borger, især hos den demente borger. Der skal oplyses, at en bisidder er obligatorisk.

Forudsætningen for visitation kræver en løbende vurdering af den enkeltes aldring og iværksættelse af ændrede tiltag. Dette indebærer naturligvis og principielt, at medarbejdergruppen i videst mulig omfang er den samme hos den enkelte borger.

Forestillingen er:

Til hvert områdecenter knyttes

  • 1 administrativ/praktisk daglig leder
  • 1 områdesygeplejerske (som tidligere blev betegnet afdsygeplejerske)
  • SoSu assistenter som fungerende team/gruppeleder såvel praktisk fungerende i en gruppe, som faglig kompetent mht sygeplejeopgaver samt i samarbejde med SoSu hjælperne i området inde og ude.
  • Selve gruppen af SoSu hjælper i samarbejde inde og ude.
  • Sygeplejerske til dækning af dag, aften og nattevagter i hele området, dvs inde såvel som ude.
  • En praktiserende læge/lægehus

Værdisæt for hjemmeplejen/Centre i Varde Kommune

Overordnet må værdisættet være, at svage og ældre borgere tilgodeses maksimalt, så disse personer oplever en værdig, ordentlig og respektfuld tilværelse.

Alt ansvar, økonomisk som fagligt mm uddelegeres til hvert områdecenter. Hvert center kan/skal/har ret til, inden for lovens rammer eller efter særlig tilladelse, administrere planlægning, arbejdsgang og fordeling til de enkelte edarbejdergrupper med selvskreven mulighed for udvikling af kompetencer, så enhver medarbejder kan agere ansvarsbevidst i uforudsete situationer.

Attraktive vagtplaner samt tilbud om fuldtidsarbejde vil være optimalt.

Ud fra en rendyrket helhedspleje kan mange behov og begreber blive opfyldt. Hvis Varde Kommune vil komme i betragtning blandt de allerbedste kommuner i Danmark, er det en nødvendighed, at Kommunen bla kan vise at:

  • her er plejen den bedste,
  • her er kvaliteten i plejen suverænt,
  • her er medarbejdertilfredsheden i top
  • her føler borgerne sig mødt med forståelse,værdighed og respekt, og her er borgeren i centrum.
  • her kan kommunen holde egne skattekroner hjemme.

Som alternativt til den her opstillede mulighed om en fantastisk gangbar hjemmepleje, ville det være oplagt, at kommunen også tilbyder alternative hjemmeplejer f.eks friplejehjem og privat pleje.

Mange muligheder resulterer i forskellige valgmuligheder til forskellige mennesker. Så er ensretningen i den grad perspektiveret.

Men fungerer den gængs opfattende Hjemmepleje Model optimalt, så er der måske ikke behov for alternativer.

Formål.

Formålet med disse ændrede tilgange til de kommunale ældrecentre og hjemmepleje er:

  • at forbedre kvaliteten af samt personliggøre forholdet mellem medarbejdere, borgere og pårørende. Gensidig tillid, respekt, ansvarsfølelse og ærligt tilgang til borgerne er naturlige resultater, når arbejdsgangen omlægges, ex med tildelt borger pleje. (samme medarbejdere hos samme borgere og med helhedspleje. Assistenten kan yde helhedspleje hos den borger, der udover daglig personlig hjælp osv, ex kræver insulin, sårbehandling, medicindosering eller anden sygepleje under given kompetence/oplæring ) Det giver uvilkårligt bedre gensidighed og forståelse borgerne og medarbejdere imellem. Denne tryghed afspejles uden tvivl positivt ift de pårørende.
  • at skabe en attraktiv søgning mod ansættelse i kommunalt regi.

(Det bliver mere attraktivt at arbejde som hjælper/assistent.)

At være ansat i et team/område, hvor egne fagligheder, kompetencer og lysten til at vise omsorg værdsættes højt. (et kald) Tværfaglighed byder på personlig ansvar, faglig stolthed, personlig udvikling, gensidighed, respekt og anerkendelse. Det resultere i stor personlig tilfredsstillelse. Meget vigtige begreber i et fag som hjemmeplejen.

Kvaliteten i hjemmeplejen højnes og effektiviteten styrkes.

  • at tilegne medarbejdere reelt ansvar og udnyttelse af egen faglighed med deraf givtig positiv respons og arbejdsglæde. Helhedsorienteret pleje hos borgerne nedsætter stressfaktoren og udløser en mere harmonisk arbejdsdag og arbejdsopgaver. Plejeformen samt fagligheden eliminerer uforudsete situationer og utilsigtede hændelser. Helhedsorienteret pleje giver medarbejdere indflydelse, og arbejdsdagen og arbejdsgangen planlægges af den enkelte medarbejder under ansvar efter gældende overordnede

værdisæt.

  • Større udnyttelse af arbejdstiden. Ansatte under Centret ude som inde er tildelt borgere og arbejdsområde efter helhedsplejen. Det bør indebære mindre kørsel, journalføring tilpasses, planlægges og uddelegeres inden for gældendende lov og ud fra Centrets værdisæt. Medarbejderne har bedre kendskab til hinandens borgere i samme gruppe.Tiden på planlægning og uddelegering bliver minimale.
  • Oprigtig tværfaglighed med godt arbejdsmiljø. Større accept, respekt og lyst til samarbejde faggrupperne imellem.

Det udløser endda en bedre udnyttelse af medarbejderens stærke og svage sider, og dette giver bedre muligheder for personlig udvikling hos den enkelte medarbejder.

  • Behovet for møder minimeres. Pleje modellen udløser mindre behov for unødige møder. Kendskab til egen arbejdsdag og opgaver er bevidst hos den enkelte medarbejder. Obligatoriske møder vil uden tvivl være mindre tidskrævende og behovet for møder vil generelt være mindre. Uforudsete problemstillinger vil være for nedadgående.
  • Minimere unødig bureaukrati. Selvfølgelig ud fra gældende lovgivning, men med mulighed for at ansøge om tilpasninger, så Varde kommunes hjemmepleje politik harmonerer med kommunens borgersammensætning.
  • Faglig stolthed som følge af uddelegering af arbejdsopgaver minimerer bureaukratiet, dog uden nedgang i kvaliteten heraf.
  • Minimere unødig kørselstid. Som udgangspunkt vil der i denne model være et mindre fysisk område tilknyttet hvert Centret, hvorfor kørslen vil være minimeret betragteligt. Der vil måske kun være behov for enkelte biler tilknyttet hvert Center afhængig af Centrets størrelse og område. Samtidig vil der ikke være udsigt til lange distancer og unødig kørselstid.

Udnyttelsen af arbejdstiden vil blive bedre.

  • Sygefravær
  • Større tilfredshed, mere ansvar og ansvarsfølelse, faglig stolthed, anerkendelse, fælles front nedsætter sygefraværet. Det er alles viden.
  • Økonomisk gevinst.

Økonomisk er en automatisk konsekvens og gevinst i forhold til indførelse af de nævnte tiltag. Sygefraværsstatistikken vil nedbringes betragteligt, vikar budgettet reduceres væsentligt. Pleje modellen afføder så mange positive resultater på rigtig mange områder, at den bør betyde færre indlæggelser og genindlæggelser, faldende medicinbehov og fejlmedicinering.

Share This