Jeg ser partiet Venstre i Varde Kommune som et stort tankskib. Når det først har sat en retning, så tager det rigtig lang tid at ændre kurs.

Sjovt nok går det bedre for moderpartiet. Her har man for længst erkendt, at effektiviserings- og centraliseringsdagsorden har slået fejl. Men i Varde Kommune fortsætter tankskibet. Alt, hvad der kan samles i Varde by samler Venstre der. Man har bildt sig selv ind, at Varde er vores hovedstad, og jo Varde er en dejlig by, og den skal udvikles, men på lige fod med de andre byer i kommunen. Bliver der brugt flere penge i Varde by pr. borgere end i f.eks. Janderup? Svaret er ja! Betaler borgerne i Janderup mindre i skat end borgerne i Varde? Svaret er nej!

For ikke så lang tid siden fejrede kommunen Varde bys 575 års fødselsdag. Et flot og gennemført arrangement til kr. 500.000,-. Super for Varde by, men skal vi ikke også fejre Ølgods fødselsdag? Og skal vi ikke også støtte Ho Fåremarked? Den ældste og største kulturelle begivenhed i kommunen? Hos Lokallisten er vi utrolig trætte af den måde, som Venstre tænker kommunen på. Det bedste, vi kan gøre er derfor, at tvinge Venstre ud i en situation, hvor de SKAL forhandle med andre partier. Og gøre det så grundigt, at de ikke bare kan læne sig op af vennerne i DF.

Husk, hvis du stemmer, som du altid har gjort, så får du, hvad du altid har fået.

Venlig hilsen, Henrik Vej Kastrupsen

Share This